Egne grænser skal testes
Et frivillig-ophold som instruktør i Ghana giver nye personlige kompetencer
Mille Shalini Pjedsted
26 år og bor i København. Læser til kandidat på Internationale Udviklingsstudier & Kultur og Sprogmødestudier på Roskilde Universitet.
Har været badmintontræner og –underviser en årrække, bl.a. i DGI Midtjylland og andre af DGI’s landsdelsforeninger. Har rejst i Sri Lanka, Sydafrika og Zambia. Har tre gange virket som selvbetalende instruktør i DGI Midtjyllands projekt ”Sport as a tool for development” i Ghana.
Et udlandsophold som instruktør har lært 26-årige Mille Shalini Pjedsted nytten af at udfordre sine egne grænser som instruktør.
Ikke blot én, men tre gange har hun virket som frivillig instruktør i syv landsbysamfund i det nordlige Ghana. Her har DGI Midtjylland et voluntør-program kaldet ”Sport as a tool for development”.
»Her fik jeg for alvor prøvet at stå på egne ben og udvikle mig personligt,« fortæller hun og peger på de facetter i arbejdet, der udvikler hende:
»Når jeg ikke kunne tage mit badmintonspil med til et sted, hvor der ikke er noget udstyr, handler det om at være kreativ på stedet. Især når der møder 500 børn og unge op i stedet for de forventede 50.
Mille Shalini Pjedsted hev hurtigt sin viden og gode idéer til træningsøvelser og lege frem fra sit trænerjob i Danmark.
»Uanset hvilken idrætsgren du er træner i, kan du bruge de øvelser du kender, i Ghana. Udfordringen er blot at de skal kommunikeres til børnene og de unge, ikke bare ve at vise dem, men også via en tolk,« siger hun.
Når de frivillige trænere i de ghanesiske landsbyer f.eks. ikke har kegler og bolde til rådighed, må den danske instruktør vise, at de i stedet kan bruge pinde og sten tiløvelserne.
»Når du bliver udfordret som instruktør i andre rammer, udvikles du også selv. Og en tur som min til Ghana bliver en personlig udviklingsrejse, hvor jeg fik en bedre forståelse for, hvad jeg vil arbejde med fremover som instruktør,« understreger hun.
Mille Shalini Pjedsted peger også på nytten af at have lært at håndtere anderledes situationer end dem, hun kendte i forvejen.
»Jeg får nogle meget konkrete erfaringer med det ved at stå på en grusbane i 40 graders varme med 100 børn og skal forklare nye øvelser på engelsk,« siger hun og peger på den vigtigste erfaring, hun tog med sig hjem:
»Jeg lærte at afprøve mine egne grænser personligt og som træner.«
Tre gode råd fra Mille
1. Du lærer at stå på egne ben som instruktør ved at tage et ophold i udlandet
2. Du kan afklare dig, hvad du vil arbejde med som instruktør ved at udfordre dig i et anderledes miljø
3. Du lærer at blive kreativ, når vilkårene er anderledes end dem du kender
Af Steen BilleEjer: Kommunikationsafdelingen